Månedsarkiv: november 2014

Sans for det økologiske Samsø

En stadigt stigende gruppe borgere på øen er interesserede i økologi og køber helst økologiske produkter. Foreningen Økologisk Samsø er vokset eksplosivt siden starten og øgede hurtigt sit ambitionsniveau.

Foreningens hus
Sophie Amalie med den hyggelige gårdhave er blevet tilholdssted for foreningen. Der er en dejlig øko-restaurant, der holdes åbent året rundt i forhuset. Bent Degn fra Samsø Mælk sælger oste og friskkærnet smør i butikken i gården, og der afholdes møder og arrangementer i det store pejselokale. Se de dejlige billeder fra gårdmejeriet her:

Sommeren igennem kom mange nysgerrige lokale og turister forbi, handlede, spiste og spurgte ivrigt til de mange nye muligheder, der er etableret. Der var altid nogle fra foreningen, der kunne besvare de mange spørgsmål om alt fra permakultur og skovhaver til frøsamling og muligheden for selv at blive “bonderøv” på øen. Der var også mange festlige indslag i løbet af turistsæsonen og Yduns Have (økologisk Landbrug fra Alstrup midt på øen) og andre økologer solgte – og sælger –  grøntsager og sæsonens produkter.

Big news!
Den 4. august i år nåede foreningen et stort mål. Da var der samlet penge nok ind til jordbrugsfonden og foreningen udsendte et triumferende nyhedsbrev:

“Jordbrugsfonden SamsØkologisk kan nu stiftes!
Startkapitalen på 300.000 kr. er i hus, og nu kan fonden stiftes og begynde sit arbejde for mere økologi på Samsø!
Siden november 2013 har private og lokale virksomheder doneret penge til fonden, og i sidste uge nåedes målet på 150.000 kr! Herefter vil Holkegaardfonden lægge de andre 150.000 kr, og så kan Jordbrugsfonden SamsØkologisk stiftes…”

Sikke et gennembrud! Det var lykkedes at samle pengene på under 1 år og nu stifter Økologisk Samsø en jordbrugsfond, som har til formål at opkøbe økologisk landbrugsjord og -gårde, for at forpagte dem ud til unge landmænd.
Det vil lette generationsskiftet og gøre det lettere for unge landmænd at komme i gang, og samtidig vil det være med til at øge det økologiske landbrugsareal på Samsø.
Fonden vil også støtte andre initiativer, som kan styrke produktionen og udviklingen af økologiske produkter på Samsø.
Vil du vide mere?
Jordbrugsfonden er en spændende ny måde at tænke ejerskab og finansiering af økologisk produktion på, og fondens arbejde følges derfor med interesse også udenfor øen.

Læs mere om ideen med jordbrugsfonden her:

Også Landbrugsavisen blev benovet og bragte en artikel, du kan læse her

Vil du se et glimt fra Yduns Have og læse om, hvordan nye landmænd kom til Samsø, kan du klikke her.

Masser af nye øko- initiativer. Her er et  til…

IMAG0226

Disse økologiske blomster kan nu købes som hudcreme i en af øens øko-butikker:)

 

 

Klokketårnet i Nordby

Som flittige blog-læsere nu ved, er jeg vokset op i Nordby på Samsø. Der var ikke noget der hed børnehave og vuggestue – endsige fritidsklub – dengang. Men vi børn legede sammen alle sammen- uanset alder. Utallige er de sommeraftner, hvor vi mødtes ved klokketårnet efter aftensmad, og først når en pæn stor flok var samlet, besluttede nogle af “de store” hvad, vi skulle lege. Det kunne f.eks. være pileleg, sparke til dåsen, Antonius, kædetik eller andre lege, der var velegnede til mange børn – store som små.

Klokketårnet var ikke kun byens vartegn. Det var det sted, vi orienterede os ud fra.
Klokken kunne kalde til kirkegang, til bryllup og begravelse, men den kunne osse sikre, at vi ved dramatiske situationer som ildebrand, alle ville blive informerede. Vi elskede, når “klokkeren” kom og ringede solen op og ned. I min barndom var det Cordua og hans kone Klara, der var ringere ved såvel kirken som klokketårnet. Klara var eminent: Hun kunne få klokken til at kime meget fint og rytmisk- en svær kunst.
De gjorde det begge meget klart for os børn, at det var strengt forbudt at afprøve klokken for sjov eller lige prøve at hive i rebet. Vi respekterede det. Det var yderst sjældent nogen forsøgte sig. HVIS man sneg sig hen og frigjorde rebet, var der straks et hav af voksne, der greb ind og skældte ud eller ruskede den formastelige. Landsbyens voksne var på mange måder fælles om at opdrage byens unger.

klokketårn 027

Klokketårnet og gadekæret (det ligger bagest i billedet)er turistattraktioner i dag, men det er og har altid været nordbyernes vigtigste steder. Klokketårnet indleder hvert år Sommer i By (mere herom til juni …). Gadekæret suger alle til sig på stille sommeraftner, hvor vi finder vin eller kaffe frem og sætter levende lys rundt om kæret. Om vinteren glæder vi os til isen dækker kæret og store og små kan skøjte og lege på isen.
Sidste skoledag før jul går Samsø Friskoles børn og voksne herned efter kirkebesøget og rækker rundt om kæret ved at holde i hånd hele vejen rundt. Bagefter er der varm kakao foran Restaurant ved Kæret.
Prominente gæster gør børnene kunsten efter- f.eks energiministre fra hele verden, der køres herud af energiakademiet og danner ring om kæret. Det er smukke billeder, der huskes.

På søndag mødes nordbyerne igen ved klokketårnet.
Juletræet ved majstangen skal tændes, der skal synges og bagefter drikkes kaffe i det hyggelige gamle posthus/bibliotek. Borgerforeninger sørger for at holde den tradition i hævd, mens det er NUI- Nordby Ungdoms og Idrætsforening der sørger for hesteløb og sommer i by søndag efter pinse.

Her følger lidt fakta og historik, som jeg skrev til Ringerlaugets folder for et par år siden, da det stod klart, at nordbyerne selv måtte finde nogen, der kunne ringe med klokken, hvis traditionen skulle fortsætte. Og det skal den naturligvis…

 

Nordbys vartegn, det karakteristiske gule klokketårn, står på det torv, der på nordsamsk hedder “galli’en” eller galgepladsen. Her stod tidligere en gabestok, hvor lovbrydere blev udstillet til skam og skændsel. Pladsen var også det centrale mødested, når der var gadestævne, eller hvis man havde særlige konflikter, der skulle løses.

Der havde siden 1600-tallet været en gadeklokke her på pladsen, da man ikke kunne høre kirkeklokken inde i Nordby pga afstanden. Den oprindelige klokke hang dengang i en klokkestabel af træ, og den blev efter sigende skænket af en rig skipperbonde i taknemmelighed over, at han havde overlevet et skibsforlis.

I 1849 besluttede den lokale præst Frants Jacobsen imidlertid, at klokken skulle have et rigtigt tårn, der samtidig skulle være Nordbys vartegn.

Han tegnede selv tårnet – muligvis efter belgisk inspiration – og man opførte det runde tårn på en næsten 2 m høj kampestenssokkel af tilhuggede sten. Det kostede 253 rigsdaler at bygge tårnet, og pengene blev dels indsamlet blandt Nordbys borgere, dels skænket af konsul Jacobsen og Grev Daneskjold.

Tårnet stod færdigt i 1857 og har gennem årene tjent Nordbys borgere ved alle kirkelige handlinger, ved at ringe solen op og ned samt til mange praktiske gøremål. Det var klokken, der sammenkaldte folk, hvis der var ildebrand eller hvis en tilrejsende håndværker kunne tilbyde særlige tjenester eller produkter. Hvis en ko brækkede benet deltes man om kødet, og det var en særlig festlig bimlen, der annoncerede, at nu var der kød ved klokken.

Da menighedsrådet i 2012 ikke længere kunne betale en ringer etablerede nordbyerne selv et ringerlaug, hvor frivillige nu skiftes til at ringe.

For klokken kan Nordby ikke undvære.

 

 

Da Sex på Samsø blev til

Hvor kom ideen fra? – Det har mange spurgt mig om.
Svaret handler både om baggrunden, formen og indholdet.

Jeg tror baggrunden var min glæde over bogstavrim – dvs ord der begynder med samme bogstav. Det er sjovt i mine ører. Og begejstringen for Halfdan Rasmussens børne abc har jeg haft siden mine børn var små. Vi hørte sangene, læste rimene, nød billederne i den flotte bog.Det fik jeg så genopfrisket i et vikarjob som børnehaveklasseleder på Samsø friskole i 2012-’13

Men hvordan kom jeg i gang?
Jo, jeg havde i en periode svært ved at komme i gang med at skrive og talte med en ven på Samsø, der havde det ligesådan. Vi aftalte at mødes og  brainstormede på, hvad der kunne få os i gang. Vi kunne begge godt lide en bunden opgave: f.eks en svær melodi, en vanskelig rytme – udfordringer ift at få en tekst til at passe ind i en krævende form. Mødet mundede ud i en udfordring til hinanden, hvor vi indenfor et givet tidsrum skulle præstere en tekst- i dette tilfælde i digterisk form- hvor nogle specielle udtryk fra vores brainstorming skulle indgå og vi skulle aflevere på få dage…

Jeg fandt forleden mit svar på denne første udfordring. Jeg kan huske, det blev skrevet meget hurtigt (og det er bestemt ikke noget særligt fint produkt), men der var noget i det, der gav en speciel vinter-stemning, som jeg godt kunne lide. Jeg blev desuden bevidst om, at der stadig var noget dragende for mig ved at lege med bogstavrim- som man kan se…
Digtet lyder:

Det ensomme fugleskræmsel

Fugleskræmslet tygger lidt trist
med sine knortede kæber
på sit trevlede træmandsgebis
og på de knortede læber

Gåseflokke mødes på en majsmark efter høst
Fugleskræmslet står der heller ikke af lyst
Vortegåsen vandrede ad vanskelige veje
Knortegåsen kæmper med at holde sin kaje

Nu knævrer knortegåsen i hans knast af et øre
Hans stille liv forvandles til virvar og røre
Det lyder som en skolegård- som de dog kan larme
Og vortegæs tar plads på hans knudrede arme

De rapper en rap som med ét er forbi
De vandrer væk i gåsegang ned ad en sti
Den knortede træmand står uden bark
atter alene på den stubbede mark

Vi morede os nogle måneder med disse skrive-udfordringer og i marts 2012 skrev jeg de to første rim til Sex på Samsø: Bogstav F og E.

F er i bogen uforandret, mens E flere gange er omskrevet. Min madklub og mine venner måtte finde sig i oplæsningerne og jeg kunne mærke, jeg havde fat i noget. Efter 1 år var jeg oppe på 10 bogstaver, og vidste jeg ville lave en voksen alfabet-digtsamling, men jeg var også gået i stå, fordi jeg ikke havde en illustrator og ikke kunne finde inspiration til at fortsætte.

Pludselig ville tilfældet at jeg til en optræden ved en festlig lejlighed fandt på at skabe en samsk kontekst til digtene, og det fungerede så fint, at jeg endelig indså det indlysende: Det skulle naturligvis være samske digte.
Når jeg optrådte med nogle af dem indflettet i mit program, blev det naturligt at lave en optakt, der gav mening i forhold til det samske. Det vakte glæde hos tilhørerne, og med tiden besluttede jeg at alle digte skulle have en optakt – en indledende fortælling.

Jeg kom lidt videre, men savnede stadig nogen, der kunne illustrere. En overgang besluttede jeg at fotografere i stedet og kørte sidste sommer øen tynd og tog billeder af alle de fine steder, jeg holder af. Men da jeg undersøgte forholdene nøjere, blev jeg klar over, at jeg aldrig ville få råd til at lave en bog med farvebilleder – det ville blive alt for dyrt.

Jeg gik i stå igen, men i september skete der et afgørende gennembrud. Jeg besøgte min kusine Anne, der bor i Sverige og vi snakkede muntert om alt muligt i 5-6 dage. En aften efter en festlig omgang svenske krebs bad hun mig læse mine digte højt og udbrød straks, at den bedste illustrator til dem ville være hendes egen datter Julie.

Jeg sendte Julie en stak digte med forhistorier og så skete det endelig: Hun sagde omgående ja- Hun syntes det var skideskægt og ville meget gerne tage opgaven på sig.

Julie kastede sig over opgaven, og jeg kastede mig over de manglende digte og en ivrig daglig mailudveksling gik i gang.

Måske lå der noget familiemæssigt bonding og nedarvet fælles humor som en gave til os, for opgaven blev fra begge sider løst til stor munterhed for den anden. Det var en meget givende og dejlig proces, og jeg er så taknemmelig for denne udvikling.

Nu er bogen her. Færdigskrevet. Min søster har læst korrektur 5 gange. Jeg selv ligeså. Måske har vi alligevel misset et eller andet, men nu er punktum sat. Julie har tegnet alt. Ideen med skiltene udfor de små historier kom til os ret sent i processen, og de blev nærmest sprøjtet ud. Omslagsideen holdt hun længe hemmelig for mig, indtil den havde fået den form, hun gerne ville have, og jeg blev begejstret for den!

Måske vil jeg indtale bogen på cd og lægge ved en skønne dag- min mor er 94 og næsten blind og har fastholdt, at den ide er meget god (det er også hendes).

Julie og jeg er begge meget glade for bogen og synes den emmer af godt humør.

Vi håber du, kære læser, vil få rigtig meget glæde af den.Vi tæller ned til den 10. dec. hvor jeg tror den lander hos mig på en stor palle…

 

 

Svuppet – en historie fra min grønneste ungdom

Som barn i Nordby på Samsø for snart mange år siden var der langt mellem køretøjerne. Vi havde derfor en hobby med at sidde på stenene oppe ved klokketårnet med et papirhæfte og en blyant og skrive bilnumre ned. Drengene var tit med, og de havde så osse en konkurrence om, hvem der først ku se eller høre, hvilken bil det var. Som pige gjaldt det om at opsnappe disse signaler, da det kunne give uvurderlig goodwill i andre situationer- sådan at blive kendt som en af de piger, der var virkelig gode til at se om det var en Anglia, en Vauxhall, eller en Taunus – der kom kørende ned ad Bakken ved Tatol, forbi ismejeriet og Købmand Bech og så bageren, Købmand Møller, skomageren og hen forbi os, der sad ved Klokketårnet. På gode dage kunne man godt få over 10 bil-nr.

klokketårnet

Senere – da jeg var 12-13 år havde de fleste drenge i min omgangskreds knallert. Det sejeste var at køre på en 3-gears puch med twin sæde, og jeg var forelsket i en af de maskiner, hemmeligt og på afstand. Mit første forsøg som knallertkøer var havnet i en hæk efter en rædselsvækkende oplevelse med en stejlende knallert, der fik masser af gas og en alt for hurtigt tilkobling. ( ja – story of my life ku man sige, men det har jo ikke noget med historien her at gøre)

2-gears knallerterne skiftede gear med håndtaget, men de store knallerter havde fodgear. Det var osse sejt at sidde bagpå, og de første gange måtte man bide det i sig, når man fik et grimt rødt brændemærke på indersiden af læggen fra det glohede udstødningsrør. Det skulle jo ikke hedde sig…

Efter en del smertefulde oplevelser og styrt blev jeg nogenlunde selvkørende, men for det meste dog altid med en vis ængstelse. Drengene var optagne af deres enorme hobby og brugte timer på at gøre maskinerne kampklare med diverse justeringer, for at netop deres knallert skulle gå for at være hurtigst af alle i byen.

Der blevet pillet ved diverse dippedutter – jeg husker det som, at de stillede på strålespidsen, gear’ede og hakkede, tunede deres maskiner og monterede sports-kaburator, men hvad det mere teknisk specifikt var, der skete, har jeg ikke hverken nu eller dengang haft stor forstand på.
Når de så havde pillet på dem, kørte de naturligvis om kap – gerne lidt borte fra de voksnes skarpe blikke. Det kunne f.eks være ude på en af de mange markveje,- og vinderen blev beundret og omtalt. Som jeg husker det, nåede de bedste op på ca 60 km/t- (hvordan de så vidste det), og hjelme var der jo ingen, der brugte.

En dag blev det klart, at drengene havde fundet på en ny leg, som var endnu farligere. Svup-kørsel! Det tog lang tids udspioneren at finde ud af, hvad det var. Men en dag fandt jeg dem. De holdt til på et særligt sted, som lå ude i bakkerne ved Issehoved. Det var en flot dal med meget høje bakker, der lå overfor hinanden. Fra toppen kunne man se enormt langt over bakkerne og vandet. Det sted kaldte de Svuppet.

Udfordringen handlede om, at man skulle stå på den ene bakketop og ræse for fuld fart ned ad bakken til det laveste punkt, der var meget kort – og så op på toppen ad bakken overfor uden at vælte. Svup!

Jeg fik lov at se dem øve nogle gange, og så hvordan de fleste væltede, når de skulle op igen. En enkelt fik endda knallerten over sig.  “Det er fordi han ikke skifter gear hurtigt nok, det fjols,” lød kommentarerne.

Pludselig en dag kom udfordringen uden forberedelse. Jeg turde garanteret ikke prøve…?
Jeg mandede mig op til at sige, at det gjorde jeg da i hvert fald, og desværre var der nogle der hørte det, og kom nærmere. “der er sgu da aldrig nogen piger, der har kørt Svuppet” sagde de.

Jeg gik med rystende ben helt op på bakketoppen og fik udleveret en 3-gears puch med kickstart og fodgear og satte mig op. Jeg så ned ad den knoldede bakke. Nogle steder så der glatslidt ud af de mange forsøg – jeg skulle nok undgå dem, for ikke at glide.

“Du skal helt ned i 3. gear, før du når bunden og så skal du satanedeme’ skifte hurtigt op ad bakken ellers dør den!” blev jeg instrureret af knallertens bekymrede ejermand.

Ja, jo. Det skulle jeg da nok… Jeg gjorde mig klar og følte mig meget alene i det øjeblik. Hvem der havde holdt sin kæft og var blevet hjemme. På den anden side. Hvilken triumf hvis jeg klarede det! Jeg så de beundrende drenges blik for mig…

Jeg startede knallerten ved at hamre ned på kickstarteren – den gik flot i gang, og jeg holdt den i live med gashåndtaget, mens jeg så ned i den dybe slugt. Så slugte jeg lidt mundvand, trykkede koblingen godt ind med hånden og skiftede gear med foden. 1. opad, 2. og 3 nedad. Husk det nu for helvede da.

Jeg gassede op og slap koblingen uden at stejle, satte god fart på og skiftede lynhurtigt til 2. gear. “SKIFT for helvede” blev der alligevel råbt efter mig.

Bunden kom farende mod mig, tårer slørede øjnene og jeg skyndte mig at skifte til 3. gear, passerede den knoldede bund og startede opad, var ved at skride, hamrede knallerten i 2. gear og holdt fast i gashåndtaget, drønede videre op af  bakken overfor, var ved at miste farten, men fik på mystisk vis skiftet til 1. og så – Gud være lovet: Jeg kom op!
Jeg røg med et hop op på bakketoppen på den anden side og var så ophidset, jeg var lige ved at fortsætte ned ad den næste bakke.

Jeg havde gjort det! Mit hjerte hamrede.

2-3 knallerter kom kørende efter mig og klarede sig osse op. Vi holdt lidt der og kiggede. Så skulle nogle til at hjem, solen var væk, og vi begyndte at køre ind mod byen. Jeg sad bagpå en af drengene – Mine ben rystede som espeløv.

Jeg blev sat af inde ved Bettys ishus i Nordby, så jeg kunne gå hjem. Aftenen var pludselig blevet kold, og jeg skuttede mig.
Så kom belønningen. En af drengene så på mig med lysende øjne og sagde med beundring:

”Du er sgu den første pige, der nogensinde har klaret Svuppet.”

Den samske Mrs. Hyacinth

En lille hale til historien om vinterens fester på Samsø:

Årets tema blev af mange set som en slags hyldest til en nyligt afdød kvinde, som vi alle kendte. Hun gik blandt mange samsinger under kælenavnet  Mrs. Hyacinth. En kvinde med en umådelig stor omgangskreds og en umålelig gæstfrihed. Med en flirtende energi og et frækt glimt i øjet, der varede over 90 år. Fantastisk.

Hun var med overalt, hjemsøgte alle loppemarkeder efter antik-fund, og hun var en dygtig krejler der handlede med småt og godt indenfor antik og lopper samt hjemmelavet orangemarmelade fra et bord i forhaven. Uanset hvor hun var – til en eller anden lokal begivenhed- inviterede hun de mest interessante tilstedeværende til G and T hjemme hos sig selv bagefter og helst lige om lidt.

Vi har altid nydt at fortælle historierne om hende, og efter hendes død mindes vi hende ved igen og igen at sige- Kan I så huske dengang hvor…
Det er jo flot både at have et farverigt liv og – eftermæle

Jeg blev bedt om at skrive en lidt drillende hyldestsang til hendes runde fødselsdag sidste år, og den deler jeg nu med jer her.

Melodi: “Sår’n var det ikke i 90’erne”

Velkommen mænd og damer fra både nær og fjern
for nok en fødselsdag jeg fik – det ville jeg jo gern’
Måske det blir til 100 – uha bli’r ganske træt
at ældes – og med ynde, det er ikke let.
Når man er kommet i 90’erne
regnes man for methusalemserne
Ingen tror mer’, at der er noget godt at hente
men jeg er ikke skabt til bar’ at glo og vente
Skønt jeg er kommet i 90’erne
er der skam liv her i fornem’serne
I forstår det bedst – jeg er mest til fest og er glad for hver en gæst

Jeg drøner rundt på øen, og alle gi’r mig plads
det handler nemlig bare om at give bilen gas
At ligge midt på vejen er osse mest bekvemt
så spør’ man mig, så syn’s jeg, det er mer’ end nemt
Jeg kører altid i 90’erne
skidt pyt med politibestem’serne
Jeg har for travlt – hvorfor så køre ind i køen?
Næ, udenom – for jeg skal rundt på hele øen
Jeg kommer langt ind i 90’erne
og trykker aldrig ned på bremserne
Jeg er ikke slem – jeg skal bare hjem: Gin og Tonic klokken 5!

Der er en tragisk forskel på dengang og så nu
og det kan gøre mig så edderspændt og lidt jaloux
for det er småt med mandfolk med fynd og klem og fut
med sexchikane er det nærmest mer’ end slut
Når mænd er kommet i 90’erne
kniber det noget med potenserne
Men kys og knus er heller ikke at foragte
En lille flirt? Det må de fleste mænd ku’ magte
Nok er jeg kommet i 90’erne
der’ stadig liv her i “gesimserne”
Livet er en leg, der er liv i mig – resten det er op til dig!

Jeg gør det i antikker – min biks er ganske go’
orange marmelade får den også til at gro
Og kunder bli’r til venner – og huset fyldt med liv
jeg elsker at ku’ byde folk en lille stiv
Når man er kommet i 90’erne
kan man da roligt bryde grænserne
Jeg ta’r en smøg og skåler glad med mine venner
jeg er så rig – for rigtig mange folk, jeg kender
Nu er jeg kommet i 90’erne
lad os så gi’ den på frekvenserne
Før vi siger stop – rejs jer alle op. Giv et hurra og et hop!

Smugkig på Sex på Samsø

 

Så kan man lille få et sneak peak på et par sider i den bog, vi lige har indleveret til trykkeriet Narayana Press i Gylling. Klik på billedet- så blir det større.

Bogen bliver kvadratisk – 21 x 21 cm og i kraftigt mat papir på 150 g.  Det er min grandniece Julie Bindslev, der tegner så sjovt, og hun har osse haft det enorme arbejde med at lave         lay out. Hvis nogen har en god ide, til hvor denne bog burde sælges, så sig endelig til…

Introduktionspris kr 169,- fra 1/1 2015 kr 196,- porto 44,-

S1

S

 

Vinter på Samsø

Stilhed efter stormen

Det, der først gør indtryk er naturligvis roen, stilheden, freden. Og tiden, som nu er vores egen. Efter en hektisk sommer med over 100.000 gæster, der er kommet og gået, er den ca 25 km lange ø pludselig helt i ro. Vi faste beboere kan atter bevæge os frit i det smukke landskab.

Bakkerne på Nordøen og skovene mod syd er tømt for de mange turister med madpakker, hunde og høj latter. Heden midt på øen er åben og fri, de lange sandstrande puster ud.

Ballen havn, der har sydet af aktivitet, tager sig et tiltrængt hvil. En del butikker er lukket om vinteren. Ejerne har enten andre job eller har haft så god en sæson, at de kan tage sig et langt hvil under sydlige himmelstrøg og først åbne igen til foråret.

Men hvad laver beboerne så? Hvad optager de godt 3.700 fastboende?

Udover at hvile ud og gå lange ture er det nu, vi genoptager foreningslivet. Der læres italiensk, dyrkes sport, males og diskuteres filosofiske tekster. Der holdes foredrag, vises teater, synges i kor, trænes lystløgnerhistorier og mediteres.

Vinterhalvåret giver os tid til at evaluere og tænke fremad.

Der afholdes en del møder for at sikre borgernes medinddragelse og medansvar for kommunens fremtidige planer og ideer. Nogle møder skal sikre at gode ideer, innovative tanker og initiativer løftes op fra græsrodsniveau  og virkeliggøres – nogle af dem med kommunal støtte. Der lægges planer for de kommende års indsatser, der diskuteres for og imod, tages beslutninger.

Nej, vi er ikke altid enige, og ja, nogle føler sig ikke altid hørt. Men mange rigtigt spændende tiltag er dog på vej:

Hov-Sælvig ruten mod Jylland bliver nu besejlet af kommunens eget rederi! Vores helt egen færge – som alle gennem skatten er medejere af – er næsten færdig nede i Polen og skal indsættes lige før jul! (inshallah). Og med tiden kan færgen sejle på gas fra egen gasproduktion. Det synes jeg er helt vildt sjovt: Tænk hvis vi kan lave gas til færgen vha turisternes egenproduktion af madrester samt toiletbrug – og derefter lade dem betale for at lade sig fragte for gassen, vi har udvundet deraf. Det er da samsk humor på højt niveau!

I Ballen er en splinterny havn dukket op som en skumfødt Venus på den rå østkyst. Inden længe kan gæster fra Sjælland afkorte sejltiden og lande her fra Kalundborg efter sølle 5 kvarters hyggelig pause om bord.

Vi drøfter nye tiltag i de forskellige foreninger: Jeg vil senere vende tilbage med de gode historier fra økologisk Samsø og jordbrugsfonden og fra arbejdet med den direkte rute til Aarhus C, energi-akademiets væld af fantastiske projekter og ideer og meget, meget andet og mere.

Vintertid er hyggetid.

De fleste ø-boere har ikke haft meget tid til at dyrke hinanden under sommerens hektiske turistsæson, men nu tager vi revanche! Madklubber er blomstret op, her mødes man enten i faste eller i varierende grupper, skiftes til at være vært og invitere til fællesspisning.

Og så er der alle vinterens fester! Her er et enkelt eksempel:

Kvindefesten i Nordby er meget populær. Hvert år vælger festkomiteen et tema, og det forholder gæsterne sig så til, når de vælger outfit eller underholdende indslag. I år var temaet ”Fint skal det være” – og et hav af Mrs Hyacinth’er dukkede op i spinlonkjoler, opsat hår, hatte og fine manerer. Nogle få var Onslow – i dagens fine anledning ikke i netundertrøje alene, men rimeligt tildækket af en strikket ”slipover”. Nogle få frække tøser af varierende modenhed havde skruet sig ned i et Rose-outfit med tilhørende kort skørt og lang udringning. Det vakte ekstra stor glæde da en enkelt kvinde dukkede op som den senile bedstefar i lange underbukser, trægevær, grøn blikhjelm og hjemmeværnsfrakke! Nordby kro vandt store applauser for sin engelske menu, og festudvalgets sange og quiz’er blev modtaget med stormende jubel. En mindeværdig aften som altid.                        Personligt havde jeg en utroligt, afslappende fest og nød mit valg af Daisy-figuren: 2 hårklemmer, sutsko og stor cardigan gav en virkelig afslappet aften…

Og så lige en sang:

Vinterstemning på Samsø – frit efter Otto Brandenburg
To lys i en karm
hos en kvinde så varm
på et roligt og fint, lille sted…
Her er vinter og fred
kom kun ind – slå dig ned
på en ø uden støj og larm
Et ønske, en drøm
som er stærk, fin og øm
overdøver de tvivlende råb
For den tanke, det håb
vi blev givet i dåb
er så stædig som havets strøm
For nu skal det ske
kan I slet se?
De to lys skal jo vare ved
For tiden bliver lang
– den bliver håbløs og trang
hvis lysene først brænder ned…

To lys i en karm                                                                                                                                                          hos en kvinde så varm                                                                                                                                              på et roligt og fint, lille sted                                                                                                                              Her er vinter og fred                                                                                                                                                kom kun ind – slå dig ned                                                                                                                                       på en ø uden støj og larm

på en ø – uden støj og larm…

 

Hvorfor denne blog?

 

Velkommen til Sans for Samsø.

Jeg har lavet siden, fordi jeg har noget på hjerte. Noget om Samsø og ø-livet. Noget om livsglæde og -kvalitet. Noget om livsvalg og livsstil. Og en hel del om de særlige bevægelser, visioner og muligheder Samsø og samsingerne har.

Samsø ligger midt i landet. Vi har en smuk og varieret natur og mange dejlige strande – både sandstrande til badeliv og stenstrande til bl.a. fiskeri fra land. Men det er ikke kun de skønne omgivelser, der får os til at blive her.

Det fleste kender kun øen som ferie-ø. Denne blog vil fortælle meget mere om, hvorfor vi herovre er så glade for at bo her. Hvad er det mere specifikt, som gør denne ø unik og spændende – hele året.

Siden vil blive krydret med både billeder, digte, vers, og fortællinger om de mange sjove, skøre tiltag, der florerer.

Jeg hedder Ruth Lange og er født  i Nordby på Samsø – rejste fra øen som 16-årig og vendte hjem i i sommeren 2007.

Jeg har været højskolelærer og seminarieunderviser i mange år, men er nu tekstforfatter og skriver – udover reklametekster af alle slags – en del sange og digte til forskellige lejligheder. Jeg er bange for nogle af dem er  temmelig uartige…  Faktisk er der 29 decideret uartige digte, som nu er samlet i en bog, der udkommer 10. december i år på eget forlag (og eget forlig). Det er en voksen abc med titlen: “Sex på Samsø”.

Du kan få fat i årets sjoveste gave …her.

 

 

Ruth Lange