Jeg er med i en af de ganske få underholdnings-programmer på TV, som ikke er lavet efter en skabelon, man har købt sig til i udlandet. Det er opfundet af TV2 Bornholm og hedder Sprogblomster.
I flere år var det kun bornholmske ord, der blev dystet om mellem 2 hold, men siden er spøgen udvidet flere gange, og nu har vi kørt med en ny model i flere år:
6 personer opdelt i 2 hold skal gætte hinandens dialekt-ord fra den egn, den enkelte deltager kommer fra.
Her er de to hold fra de nyeste 20 programmer, der kører på tv nu
– det er mig i zebrablusen og Georg Julin – vores vært – sidder i midten
Jeg er på “øst”holdet sammen med Bornholm og Lolland-Falster, og vi kæmper så mod “vest”, som består af repræsentanter for Nordjylland, Midt-og vest- samt Sydjylland.
Og det er sjovt! Både at lave og at se. Et meget hyggeligt program, synes jeg.
Jeg taler ikke selv samsk, selvom jeg er født og opvokset herovre, fordi mine forældre ikke gjorde. Men jeg er god til at bruge mine forbindelser og har fået alle mulige gamle, indfødte samsinger til at sende mig sjove ord og begreber, som jeg har haft med. Det var sjovt at samle ind på facebook, telefon og mail. Mange søde mennesker kontaktede mig med gode ideer. Det skal jo helst være ord, der stadig bruges…
Russelrøv og knagfis er f.eks nogle af mine favoritter 😀
Her gør vi klar til optagelse i studiet på Bornholm. Jeg får lige en slurk the:-)
I alt har jeg været 7 dage på Bornholm, og vi har lavet 38 programmer. Vi er blevet serviceret af en fantastisk sød og dygtig stab af teknikere, producere mm og har boet mega hyggeligt på Bornholms skønne højskole. Man får ikke honorar for at lave den slags, men jeg stiller gerne op, når jeg kan få lov at løfte Samsøs fane.
I morgen kommer TV2 Østjylland og besøger mig for at lave et lille indslag, der kan reklamere for programmet, som lige nu kører på tvoj hver fredag aften kl. 20.25.
Men man kan jo altid se det på nettet – se f.eks her